Min mand, Claus, og jeg bor i det naturskønne Trørød, i Nordsjælland. Vi har en Maine Coon kat, Malley, på 8 år, en 6 år gammel hovawart Zenta, som på stamtavlen hedder Hässlehoffs Norma-Keadotter, og en 2-årig hovawarttæve, Freya (Terahof Fantastic Faye).

 

For mig er hunde langt mere end blot end hobby. Jeg har altid været helt vild med hunde og haft lyst til at arbejde med dem. Siden vi fik Zenta, har jeg i stigende grad dyrket min interesse.

Vi begyndte i 2009 at træne med Zenta hos Dansk Dyreinstitut.

Samme år deltog jeg på DKK's Basiskursus, primært for at få en grundlæggende viden om hunde og hundeadfærd.

Basiskurset supplerede jeg i september 2011 med DKK's opdrætteruddannelse, Den Lovpligtige Hundeholder Uddannelse ved Dansk Kennel Klub.

I oktober 2011 begyndte jeg at træne med Zenta i DcH Hørsholm-Karlebo. Det har sidenhen vist sig at være en rigtig god beslutning, både for Zenta og for mig! 

Knap en måned senere blev jeg kasserer i klubben, hvor igennem jeg har lært en masse helt fantastiske hundefolk og hunde at kende!

I november 2012 blev jeg valgt til formand for DcH Hørsholm-Karlebo :-)

I marts 2012 begyndte jeg som føl på et hvalpehold, varetaget af klubbens daværende formand, Lisbeth Faurby. Holdet afsluttedes ultimo juni.

Jeg fortsætter den praktiske del af min træneruddannelse ved at køre et opfølgende hold med den skønne og super engagerede Edith Ingerslev Svare som primus motor. Holdet er baseret på Ediths tidligere hvalpehold og på det hvalpehold, jeg var føl på.

I april 2013 begynder Zenta og jeg på LP1 konkurrencehold hos Christina Ingerslev fra Hund & Træning.

Jeg tager til mange kurser, seminarer og foredrag. Læs mere på undersiderne. En side pr. år...!

OBS! Du er meget velkommen til at sende mig en mail, hvis du kender til andre gode foredrag og arrangementer!

Hundekalenderen anno 2013 er jeg allerede godt i gang med at udfylde, idet jeg i maj påbegynder Hund og Træning's Instruktøruddannelse, som strækker sig over 1½ år. Det var egentlig min plan at tage DcH trænergrunduddannelsen, men uddannelsen hos Hund & Træning går mere i dybden og virker umiddelbart til at passe mig bedre. Så må vi se, hvad jeg siden hen finder på...

Sikke et skønt hundeliv ;-)