Print

Zenta er vores dejlige hovawart-tæve. På stamtavlen hedder hun Hässlehoffs Norma-Keadotter.

Da vi i 2009 skulle have ny hund, besluttede vi os for at hente den i Sverige og efterfølgende få FCI-stamtavlen fra Svenska Kennelklubben overført til DKK, Dansk Kennel Klub. Det skyldes, at der det år ikke blev født så mange hovawarter i DKK-regi. Vi ville under ingen omstændigheder have en hvalp fra en dansk opdrætter uden for DKK. Det havde vi desværre dårlige erfaringer med i forbindelse med vores gamle hovawart-han, som var en dårligt socialiseret bisse. Hvis vi ikke havde været mere end almindeligt tålmodige, var han ikke blevet så gammel...

Zenta har et rigtig godt temperament. Hun er sød, glad, aktiv, veloplagt og "på", når hun skal være det. En rigtig krudtugle! Samtidig hviler hun godt i sig selv og er meget selskabelig og legesyg, også over for andre hunde.

Hun nyder at træne hos DcH Hørsholm-Karlebo, under Helle Fritzbøgers kyndige vejledning. Helle er eksamineret instruktør fra Hund & Træning, er god til at undervise ud fra hvor det enkelte individ (hund såvel som hundefører!) er og har en skøn humor, hvilket er en højt skattet egenskab i det trørødske hjem! 

I slutningen af april 2013 blev træningen med Zenta yderligere opgraderet og opprioriteret, da vi sideløbende begyndte at træne på konkurrencehold hos Christina Ingerslev. Hun er grundlægger af Hund & Træning, selv en utrolig dygtig konkurrenceudøver og bl.a. på det danske lydighedslandshold.

Vi klikkertræner, hvilket giver Zenta mulighed for selv at byde ind med afdfærd. Den adfærd, vi ønsker, belønnes. Den uønskede adfærd ignoreres. Zenta er meget opfindsom og kommer farende, når jeg finder klikkeren frem!